Støbejernskulspand med maskaron, Bruxelles støberi, Nyrenæssance (4115)

Mål:
Højde: 33 cm
Længde: 56 cm
Bredde: 38 cm

Støbejernskulboks med maskaron — nyrenæssance, Bruxelles støberi

56 cm · 33 cm · 38 cm

Denne tunge støbejernskul- og askeboks (cast iron coalbox) er et udtryksfuldt nyrenæssance-værk, hvor 19. århundredes støberimestre forenede et praktisk pejsutilbehør med en rig, næsten arkitektonisk dekor. Det mørkt patinerede metal holder dybt reliefet — et grotesk ansigt, konkave former og akantusvolutter —, og genstanden tjener både ilden og øjet. Mål: længde 56 cm · højde 33 cm · bredde 38 cm. Fremstillingsperiode 19. århundrede, Belgien. Genstanden bærer et tydeligt producentmærke med bynavnet Bruxelles; det fulde støberinavn på banneret er ikke sikkert læseligt.

Konstruktion og dekor

Boksens hængslede bagplade er prydet af en udtryksfuld maskaron — et skægget, grotesk satyransigt med en løvlignende manke, der vokser ud af akantusvolutter. Under den snor sig et banner med støbemærke og producentnavn, og i midten en komposition af konkave former og volutter. Boksens forside og kant er prydet med godron — en riflet, perleagtig kant. Boksen hviler på små støbejernsfødder. Formen kombinerer renæssancens tyngde med barokkens bevægelse.

Materiale

Støbejern (fonte de fer) med en mørk, tidens prægede patina.

Tilstand

God alderssvarende stand. Metallet viser naturlig patina, stedvis overfladeoxidation og mindre slid, hvilket vidner om autentisk alder og lang tids brug. Reliefet har bevaret en skarp, dyb tegning. Genstandens tilstand afspejles fuldt ud i fotografierne.

Anvendelse

Dekorativ og funktionel kul- eller brændeboks ved pejsen; tjener lige så godt som en karakterfuld opbevaring til magasiner, brændestykker eller som et samlerobjekt i et interiør med historisk stemning. Hvis du ønsker en præcis støberiidentifikation, anbefaler vi at sammenligne mærket med belgiske støberidatabaser (f.eks. KIK-IRPA i Bruxelles).

Epokeøjeblik: Belle Époque (Den Skønne Tidsalder)

Forfatteren Joris-Karl Huysmans besøgte et hus i Bruxelles en regnfuld november eftermiddag og blev siddende ved den slukkede pejs, mens han ventede på værten. Hans blik faldt på det mørke metalansigt, der smilende stirrede ud fra akantusbuskadset, som om det kendte en gammel vittighed om alle, der nogensinde havde varmet sig her. En tjener tilføjede sagte et par kul, og et øjeblik genoplivede flammerne de groteske træk — øjnene syntes at glimte. Huysmans, der elskede netop den slags ting — mærkelige, tunge, med sjæl —, tænkte, at denne genstand ville overleve alle aftenens gæster. Udenfor ringede klokkerne; han smilede tilbage til metalansigtet, som om de begge var konspiratorer.