Forsølvet spejlbakke med urtepotte, sæt, historicisme (4744)

Mål:
Højde: 16 cm
Højde: 7 cm
Længde: 46,5 cm
Længde: 57 cm
Bredde: 21,5 cm
Bredde: 28 cm

Forsølvet spejlbakke med urtepotte — historicisme, sæt

Dette elegante forsølvede metalsæt (mirror tray) er en udsøgt historicistisk bordpynt, hvor neorokokoens flydende linjer og naturmotiver smelter sammen i en blød sølvglans. Sættet består af en stor spejlbakke med to håndtag og en matchende blomsterskål (jardinière) — sammen dannede de engang et overdådigt midtpunkt på et bord, hvor gæster samledes.

Mål: bakke — højde 7 cm · længde 57 cm · bredde 28 cm; skål — højde 16 cm · længde 46,5 cm · bredde 21,5 cm.

Fremstillingsperiode Omkring 1900, Vesteuropa. Form og dekoration kombinerer historicistisk neorokoko-rigdom med jugendstiltræk — asymmetriske slyngninger og realistiske blomsterbuketter, der er karakteristiske for århundredeskiftet.

Konstruktion og dekoration Spejlbakkens ramme er dannet af flydende, asymmetriske rocaille-slyngninger med reliefblomsterrosetter i hjørnerne og to elegant buede håndtag; et spejl er indsat i midten. Den matchende blomsterskål hæver sig på en skalformet base med et gennemarbejdet blomster- og bladværk i relief og en takket, bølget kant. Linjerne i begge genstande gentager hinanden — sættet er udformet som et samlet ensemble.

Materiale Forsølvet metal; på slidte steder ses stedvis en rødlig kobber/bronze-base, hvilket vidner om en autentisk forsølvningsteknik. Spejl indsat i bakken.

Tilstand God alderssvarende stand. Forsølvningen udviser en smuk, blød patina med naturlige slidspor, der afslører det varme grundmetal — dette er et autentisk alderstegn, som samlere værdsætter. Spejlet har bevaret en gammel, blødt patineret overflade.

Anvendelse Dekorativt bordsæt — spejlbakke som en overdådig base for stearinlys, flasker eller parfumeflakoner, og blomsterskålen som bordets midtpunkt. Passer lige smukt på et toiletbord eller i en repræsentativ spisestue.

Et øjebliksbillede fra Belle Époque (Den smukke æra): Maleren Henri Fantin-Latour havde bragt friskkårne rosenkviste ind i sit atelier og arrangerede dem i en sølvskål, søgende efter den eneste rigtige vinkel, hvor lyset ville falde på kronbladene. Morgensollyset strømmede ind gennem atelierets vindue, og det forsølvede metal kastede det tilbage på spejlet, indtil hele kompositionen syntes at flyde i sit eget spejlbillede. Han trådte et skridt tilbage, med hovedet på skrå — det var endnu ikke helt. Så flyttede han en kvist en tomme til højre, og pludselig faldt alt på plads: blomsten, sølvet, spejlbilledet og stilheden. Han smilede og begyndte at blande farverne, velvidende at denne morgen ville forblive på lærredet længere end blomsterne selv.