Forgyldt bronzekamin-ildskærmpar, Louis XV rokoko (625)

Om forgyldte bronzekamin-ildskærme – Louis XV rokoko 40,0 cm × 31,0 cm Dette luksuriøse par forgyldte bronzekamin-ildskærme (louis xv chenets) er en ren legemliggørelse af rokoko-bevægelsen, hvor metallet ser ud til at glemme sin vægt og begynder at flyde. Mesterne fra Louis XV-perioden vidste, hvordan de skulle forvandle bronze til naturens åndedrag – og her snor hver form sig som en bølge, som vand, der pludselig stivner i guld. Produktionsperiode
1800-tallet, Frankrig. Parret er lavet i en tydelig Louis XV rocaille-ånd – en stil, der blev det højeste sprog for fransk luksus i midten af 1700-tallet og oplevede en kvalitetsgenoplivning i 1800-tallet. Konstruktion og dekoration
Hver ildskærm består af en fri, asymmetrisk rocaille-komposition: opadgående akantusblade, krøller og volutter, der afsluttes øverst med en elegant, indadbuet spiral. Den nederste del hviler på en udtryksfuldt formet skålformet base med en bølget kant. Formen er fuldstændig asymmetrisk – to dele danner et spejlvendt par, ligesom autentiske franske chenets. Materiale
Tung, kvalitetsstøbt forgyldt bronze (ormolu). Den tykke, solide støbning vidner om høj håndværksmæssig kvalitet. Tilstand
God alderssvarende stand. Forgyldningen er rig og skinnende med en naturlig, tidsvarende patina visse steder. Små slidmærker vidner om autentisk alder. Genstandens tilstand afspejles fuldt ud i fotografierne. Anvendelse
Dekorative og funktionelle pejseskærme – lige så imponerende i en ægte pejs eller som en skulpturel forgyldt bronzefarvet accent på en peishylde eller konsol. Vi minder om, at vi har et andet par chenets fra samme periode i en anden variant i vores samling. Belle Époque (Den smukke epokes) øjebliksbillede: Forfatteren Guy de Maupassant var kommet for sent til middag og stod nu alene i stuen, mens værtsfolkene stadig snakkede i gangen. I pejsen døde ilden langsomt ud, og det sidste lys gled over guldet, så krøllerne så ud til at bevæge sig. Han rørte ved en af de kølige spiraler og tænkte på en historie, han endnu ikke havde skrevet – om en kvinde, der i et sådant rum venter på et brev, der aldrig vil komme. Latter lød fra spisestuen; han trak hånden tilbage og lagde det lette, ironiske smil på sit ansigt, som Paris forventede af ham. Det regnede udenfor, og byen glitrede som endnu en bronze.