Egetræsskab med kimæregravurer — Henri II-stil — ca. 1860-1890 (6193)

Kategorier: , ,

Imponerende 1800-tals egetræsskab i Henri II-stil. Fremhæver arkitektonisk struktur, snoede baluster-søjler og dybe, heraldiske træskærerarbejder – kimærer og løvemasker. Et autentisk vidnesbyrd om fransk og belgisk ebenistkunst til et elegant kabinet eller bibliotek.

1 750,00 

Subscription successful

You’re now subscribed to price tracking for this product. We’ll notify you if the price drops.

Prissporing

Track this item and get notified if the price drops.

Add to price tracker
FarveBronzeBrunEg

Beskrivelse

Egetræsskab med udskårne kimærer — i Henri II-stil

Dette imponerende kabinetsskab er et fremragende mesterværk af fransk og belgisk træskærerkunst fra slutningen af 1800-tallet, udført i den klassiske Henri II-stil. Fremstillet af massiv, mørkt tonet eg, tiltrækker det opmærksomhed med sin arkitektoniske struktur og detaljerede facade.

Stykket, der er fremstillet ca. 1860–1890, imponerer med sin heraldiske komposition. Hver dørplade er struktureret som en kompleks scene: Øverst flankerer to kimærhoveder, der kigger til siden (chimère), et centralt liljemotiv. I midten, indrammet af en oval kartouche, træder en dybt udskåret løvemaske med gabende mund og horn frem i fuldt relief. Sådanne skabe tjente som sikre opbevaringssteder for vigtige dokumenter i adelige og intellektuelles arbejdsværelser. Møblet er i god, historisk stand med naturlig egetræs-patina. Genstandens stand er fuldt afbildet på billederne.

Øjebliksbillede fra romantikken, Victor Hugo (Victor Hugo): Det var en sen aften i 1862, da de tunge, blækplettede manuskripter endelig var samlet i en massiv bunke. Forfatteren stod i sit kabinets tusmørke stilhed, hvor det eneste lys kom fra et nærliggende stearinlys, hvis flamme dansede på de mørke egetræspaneler. Hans blik dvælede ved møblets heraldiske døre — der, i skyggerne, vogtede kimærerne lydløst, mens den centrale løvemaskes gabende mund syntes klar til at udspy den samme historie om uretfærdighed og magt, som han netop havde udødeliggjort på papiret.

Duften af frisk blæk, støv og gammelt træ hang i luften. Han åbnede langsomt de tunge døre og mærkede den kølige fornemmelse af de snoede balustersøjler under fingrene, og placerede de netop afsluttede sider af “Les Misérables” på hylden. Denne massive træskabelse var ikke blot et møbel; den blev et pengeskab for hans tanker, et lydløst og trofast vidne mellem den geniale skabelses kvaler og historiens uundgåelige gang.