Hvidt sæt: engel (kerub) figurformet lampe + korintisk søjle (6739)

SÆT:
Højde: 91 cm
Højde: 99 cm
Bredde: 29 cm
Bredde: 33 cm Hvidt sæt: engel (kerub) figurativ lampe og korintisk søjle — et elegant lysaccent til interiøret Dette hvide sæt med engel-lampen (cherub lamp) er en teatralsk, lysfyldt duet, hvor skulptur og søjle danner en samlet vertikal komposition. Øverst står en bevinget engelbarn (kerub) — i Amor-skikkelse med pil og bue over skulderen — som i en løftet hånd holder en fakkel med en flamme-kuppel af matteret glas (indeni plads til 1 pære, der giver et varmt og diffust lys). Figuren hviler på en sokkel med delfin-, bølgemotiv — en gammel, klassisk detalje. Under den rejser sig en slank, kanneleret korintisk søjle med et elegant akantusblad- og voluttkapitæl og en kvadratisk, trinvis base. Materialet er støbt gips/stenmasse med en mat, pudderhvid finish, der minder om bisquitporcelænets elegance; fakkellens flamme — matteret (frosted) glas, der forvandler en tændt pære til et blødt, glødende lys. Modelleringen er høj og detaljeret: engelens krøllede hår, vingernes fjer og ansigtets blødhed er omhyggeligt udført. Stil og produktionsperiode. Baseret på motivet af korintisk kapitel, Amor-figur og fakkel-lampe er sættet skabt i klassisk / neoklassisk stil — et dekorativt lysobjekt, hvis æstetik viderefører traditionen fra 1800-tallets figurative lamper, hvor engle og nymfer bar lys i de fornemme saloner og trappeopgange. Anvendelse. En imponerende lys- og dekorationaccent i en repræsentativ entré, stue, ved trapper, i hotel- eller restaurantinteriør, samt til bryllups- og eventdekoration. Englen på sin søjle danner en næsten menneskehøj vertikal, der straks fanger blikket i rummet. Stand. God, alderssvarende. Overfladen har stedvis naturlige brugs- og støvspor, på enkelte kanter og samlinger små, naturlige slidspor (se foto). Elektricitet kan testes/tilsluttes i henhold til lokale standarder. Konstruktionen er stabil. Belle Époque (den smukke tidsalder) øjebliksbillede: Sarah Bernhardt gik en sen aften gennem sit parisiske hus på Boulevard Pereire, da gæsterne allerede var gået, og kun ét lys brændte — en mat flamme højt på væggen, holdt af et hvidt, bevinget barn. Hun stoppede under det, rørte ved den kølige, kannelerede overflade af søjlen og tillod sig et øjeblik blot at være træt. Lyset faldt blødt og mælkehvidt på gulvet og hendes hænder. I morgen vil teatret og stemmerne igen herske her; men i denne sene time vogtede englen med sin stille flamme over det eneste, hun havde brug for i det øjeblik — fred.